WiFi teknologi

WiFi: Band Steering og Mesh

WiFi teknologiDette er en introduktion til Band Steering og Mesh teknologierne, der er noget af det nye indenfor trådløse netværk. De kan anvendes hver for sig, eller i kombination, men dit netværksudstyr og dine enheder skal være af nyere dato for at anvende det.

Band Steering sikrer at du bruger det rigtige/optimale bånd (2.4/5GHz), og Mesh giver mulighed for en udvidelse af det område dit WiFi netværk dækker.

Band Steering

Band Steering er en teknik, der anvendes til dual-band WiFi der understøttes af de nyeste smartphones, tablets, bærbare computere og PC’er. Band Steering fremmer det mindre overbelastede 5GHz bånd der har højere kapacitet. 2,4 GHz båndet bruges så kun når det er nødvendigt af hensyn til rækkevidden.

5GHz understøtter større hastighed, da den har flere og bredere kanaler til rådighed, med mindre forstyrrelse fra naboernes WiFi og ikke-WiFi kilder. Bandstyring hjælper med at forbedre slutbrugeroplevelsen ved at optimere kanaludnyttelsen, især i miljøer med mange nabonetværk.

I praksis fungerer det sådan, at 2.4GHz og 5GHz båndet ses af dine enheder som et netværk (SSID/Netværksnavn), og det er din enhed der i samarbejde med routeren, der udsender signalet, der styrer om det mest optimale er at være koblet på 2.4GHz eller 5GHz båndet. Er du tæt på routeren vil du automatisk være på 5GHz båndet, og bevæger du dig længere væk fra routeren, vil din enhed automatisk blive skiftet over på 2.4GHz.

Det skal dog nævnes at det er set at der er enheder der ikke er så gode til denne teknologi, og der kommer et kort udfald hver gang der skiftes bånd. Band Steering kan være en option i en enkeltstående router, men også en del af et Mesh netværk, som du kan læse lidt om nedenfor.

Mesh

Mesh netværk er det nyeste indenfor WiFi extenders. Et mesh-netværk er en gruppe enheder, der fungerer som ét enkelt Wi-Fi-netværk, så der er flere WiFi-kilder i dit hjem i stedet for kun en enkelt router. Det vil sige at det trådløse signal udsendes fra flere WiFi-punkter, og ikke kun en enkelt router. Og det kan det give bedre dækning over et større område. Jo flere Wifi-punkter du har, desto mere kan du sprede dem i huset for at forbedre din WiFi dækning.

Man kan se Mesh-systemet som en enkelt stor enhed, hvor forbindelseshastigheden stort set aldrig falder, uanset om du befinder dig i afsidesliggende kroge af dit hjem eller i den fjerne ende af din have. Mesh er den perfekte mulighed til større boliger, landejendomme, eller til boliger i flere etager.

Dine enheder vil se dit Mesh netværk som ét netværk (én SSID/Netværksnavn), og din enhed vil automatisk koble til den WiFi-kilde der yder det bedste signal i forhold til din placering i boligen, eller på matriklen.

Den første Mesh enhed vil være forbundet til din router, og de øvrige forbindes indbyrdes via WiFi, netværkskabel (LAN), eller El-nettet, alt efter hvilken type Mesh enheder du vælger. Oftest vælger man at slå WiFi fra i router, så man kun har èn SSID.

Kontakt for nærmere information